Handelsbetingelser Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)  
   
Forsiden Om Landsforeningen Autisme Spektrum Forstyrrelse Rådgivning Handicappolitik Nyheder Børn og Unge Presse Shop  

26-09-2017

Kommunalvalg 2017: Lyttermøde med politikere hos Landsforeningen Autisme

Landsforeningen Autisme sætter fokus på autisme til Kommunalvalget 2017 – og havde mandag eftermiddag besøg af flere kommunalpolitikere til et lyttemøde. Her fik politikerne viden om udfordringerne på autismeområdet og snakkede med tre familier, som har problemerne helt tæt på.

 
Foto: Lyttermøde i Landsforeningen Autismes lokaler i Høje Taastrup.  

Kommunalvalget den 21. november 2017 er lige rundt om hjørnet, og valgkampen er så småt gået i gang i kommunerne. I Landsforeningen Autisme, vil vi gerne have autismeområdet på dagsordenen så tidligt som muligt, det gør vi ved at give politikerne mulighed for at bruge tal og sager fra specialområdet.

Mandag den 25. september var forskellige kommunale politikere fra alle partier derfor inviteret til et fyraftens-lyttemøde i Landsforeningen Autismes lokaler i Høje Taastrup. Her mødte de tre familier berørt af autisme, direktøren for MIR Skolerne, samt Landsforeningen Autismes formand til oplæg og en snak om autisme og udfordringerne på autismeområdet.  

Mødet var ikke arrangeret som de fleste andre vælgermøder. Politikerne var inviteret til at lytte og få indsigt i autisme. Meningen var at klæde dem bedre på til at løse de udfordringer, de selv sidder med i kommunerne.  Politikerne skulle ikke sælge deres egne budskaber eller være skydeskive – men bare lukke ørene op og tage imod input fra oplægsholdere og de tre indbudte familier med børn på MIR-Skolerne. En valgmøde-form som politikerne var glade for. En politiker fra Albertslund ønskede, at der generelt blev afholdt flere lyttermøder. 

”Der burde holdes mange flere af den slags møder. Det er vigtigt for os at få viden om autisme, for det er en af de store udfordringer, vi sidder med i kommunen og noget vi skal kunne tage beslutninger om,” sagde hun.   

Hele mødet igennem var stemningen afslappet, og politikerne lyttede opmærksomt og kunne fordybe sig i de mange nye oplysninger, de fik.   

 
Foto: Formand Heidi Thamestrups emner til sit oplæg på lyttermødet i Landsforeningen Autisme

Virkelighedens historier i valgkampen
Formand Heidi Thamestrup lagde ud med at fortælle om autisme generelt og det neurologiske bag diagnosen, og om de store udfordringer, der er. Lige nu udfordres området af store problemer med afspecialisering i kommunerne. Den manglende specialviden er årsagen til skolevægring og mangel på støtte til de unge med autisme, der flytter hjemmefra. Alt sammen noget, som kræver specialiserede indsatser for at sikre autistiske mennesker de bedste muligheder. 

Ud over det generelle indblik i et komplekst neurologisk handicap, fik politikerne også viden om behandlingsskolernes arbejde med genopretning af skolevægrende og angste autismebørn. Lea Miriam Fick Køhn, direktør for MIR Skolerne, fortalte om hvordan hun oplever, at kommunerne venter med at visitere børnene til specialtilbud, indtil de er meget behandlingskrævende, og om hvordan hun mener, at det ville gavne både børn, familier og på sigt samfundsøkonomien, hvis kommunerne satte ind tidligere. 

Forældre til børn på MIR Skolerne fortalte om konsekvenserne for hele familien, når et barn ikke trives i skolen. Den ene af familiernes barn har ikke været i skole i fem år på grund af skoleangst. Det er et problem, som alt for mange familier står overfor, og det går ud over både børnene og hele familien. 

Lyttermødet gav politikerne en støtte indsigt i autisme, og gav dem ny viden og personlige historier fra virkeligheden, som de kan tage med sig i arbejdet i kommunen – og ikke mindst bruge i valgkampen. Landsforeningen Autisme arbejder videre med at få autisme på dagsordenen – også efter Kommunalvalget 2017. 
 


Følg os på Twitter
   
Landsforeningen Autisme. Banestrøget 19, 2630 Taastrup. Tlf. 70 25 30 65